Jesus Kristus er Guds søn. Han blev ikke bare deklareret Guds søn ved et bestemt tidspunkt i Hans liv, men har været Guds søn i al evighed. Mens Hans inkarnation (legemliggørelse) fortsætter i "Hans får", sidder Han nu ved Guds højre hånd. Derfra vil Han komme tilbage for at regere denne jord og for at dømme menneskeheden. I Ham er alt som eksisterer holdt sammen (Kol. 1,17; Hebr. 1, 2b).

I Ham er alt det, som Gud er, blevet manifesteret og gjort tilgængeligt til menneskeheden (Kol. 1, 19). Jesus Kristus står som den eneste lovlige vej, gennem hvilken et menneske kan komme til Gud (Apg. 4, 12). Gud har befalet at al sand tilbedelse til Ham skulle adresseres til Ham i Jesu Kristi navn, fordi Jesus Kristus er blevet bestemt af Gud som den eneste sande formidler mellem Gud og mennesket (1. Kor. 16, 22). Han er hjørnestenen, på hvilken tempelbygningen af det sande Israel er blevet bygget og bygges (Kol. 1, 18) og "stenen der er blevet revet løs, dog ikke ved menneskehænder", som ødelægger det kæmpe afgudsbillede beskrevet i Daniel 2, 34 og dermed enhver form af menneskelig selvforhøjelse. Mens Gud i Jesus Kristus åbenbarer Sin kærlighed for menneskeheden (Joh. 3, 16), markerer Han også den altafgørende og slutendelige forbandelse af enhver form af religion som går forbi eller ved siden af eller imod Ham (Markus 11, 15). Jesus Kristus er Guds sidste ord, Hans ultimative testamente (Hebr. 1, 2a). Han er ikke bare det perfekte afbillede af Gud Faderen ("Hans herligheds glans og Hans væsens udtrykte billede som bærer alle ting med Sin krafts ord" - Hebr. 1, 3), men også et bevis for den kendsgerning, at Gud ikke har opgivet Adams-slægten. Jesus Kristus, den anden Adam, er det perfekte afbillede af Gud og samtidigt det perfekte billede af mennesket i Guds billede.

I stedet for at lede efter "personlige møder med Jesus" (dvs. efter subjektive erfaringer), skulle man hellere blive opfundet som én, der forbliver i Hans lære (dvs. i det som er blevet gjort af Jesus på en objektiv måde, udenfor éns egen person), fordi dette er i virkeligheden vejen til at opholde sig "i Jesus" Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen. (2. Joh.br. 9).

Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder." (Joh. 8, 31+32).

Det er altså ikke i første omgang et personligt kendskab til Jesus som frigører, men lydighed overfor Hans ord, Hans bud og dermed sandheden fra Gud. På denne måde giver Jesus frihed og værdighed til et menneske og skaber ud fra dette også personlig glæde, tryghed og vished angående éns frelse og det evige liv. Eller for at sige det anderledes: Man kommer til at kende Jesus personligt ved at adlyde dét, som Han har efterladt som objektiv sandhed. Når man så følger Jesus og forkaster djævelens gerninger og ikke bryder sig om ære fra menneskene, kan man virkelig erfare at Jesus griber ind på en overnaturlig måde i éns tilværelse og livets omstændigheder. Men når man ikke gider adlyde Ham og så alligevel "føler" at "det er så dejligt med Jesus", er det sandsynligt, at man i virkeligheden tilbeder et afgudsbillede, nemlig en falsk Jesus, og er blevet ført på et religiøst vildspor ved nogle forkerte apostle.

Jesus Kristus hader synden, men han elsker synderne. Han vil gerne frelse dem ved at tilgive deres synder og helbrede dem. Kun gennem Jesus Kristus er der blevet dannet en mulighed af Gud for tilgivelsen af synderne, fordi Jesus Kristus blev korsfæstet i vores sted.

Jesus Kristus hader alt form for hykleri, især det religiøse hykleri, og religiøse mennesker hader Jesus fordi Jesus åbenbarer deres tvesindethed, deres sløve kompromiser med verdenen og deres hykleri. 

Jesus Kristus kommer tilbage på et tidspunkt som ingen ved undtaget Gud selv. Så vil han ødelægge antikristen ved bare at puste på ham og derefter oprette Hans fredsrige. Indtil da er Jesus ikke kommet for at bringe fred, men for at bringe sværdet, dvs. når vi følger Jesus, befinder vi os i en kamp med "fyrster og vældigheder", dvs. åndelige magter som er på djævelens side. En sand kristen viger ikke tilbage fra denne kamp, men går fremad og oplever gennembrud ved at lade Jesus stride igennem ham.