Hvad er forholdet mellem kirke og lægekunst, både den videnskabelige og den alternative?
Når en teolog vover sig ind på et område, der har med medicinsk sagkundskab at gøre, må det gøres klart, hvor den teologiske kompetence er relevant. I forbindelse med sygdomshelbredelse er det afgørende at understrege, at en teolog har kompetence med hensyn til forklaringsmodeller, men ikke med hensyn til virkninger.
Der tages derfor i det følgende ikke teologisk stilling til de faktiske virkninger af helbredelse og healing. I den henseende har er en teolog ikke mere sagkyndig end mennesker, som de er flest. Der tages derimod stilling til de sammenhænge, som helbredelse og healing fungerer i, samt til de forklaringsmodeller, som forskellige former for helbredelse og healing anvender.
Det er tilsyneladende en klar sondring, men den er svær at overholde, for det viser sig, at den helbredende virkning af helbredelses- og healingaktiviteter er påvirkede af sammenhængen og af de forklaringsmodeller, der anvendes.
Alligevel er det nødvendigt at opretholde skellet mellem virkning og virkningens forklaring. I det følgende gælder det således, at man naturligvis kan anerkende som et faktum, at et menneske har fået hjælp af en helbreder eller healer, uanset om helbrederens eller healerens egen kontekst og forklaringsmodel kan accepteres.
Det er også vigtigt at understrege, at ingen kan undersøge dette område forudsætningsløst. Alle, der bidrager til forståelse af helbredelse og healing medbringer deres egne forudsætninger og perspektiveringer. Den følgende fremstilling er således et teologisk bidrag, der udgår fra en kristen traditions forudsætninger.
Heling har med det hele at gøre
Den moderne naturvidenskabeligt funderede lægevidenskab har opnået sine store resultater ved hjalp af en bevidst reduktionisme. Den har med vilje begrænset sig til en forskning, der i strikte forstand er naturvidenskabeligt orienteret. Men af samme grund er det etablerede sundhedsvæsen endt i en fundamental krise.
Den bevidste reduktionisme er blevet tydelig for befolkningen, og den erkender, at der er mere mellem himmel og jord, end lægerne vil kendes ved. Lægerne er ganske vist også ved at indse, at der findes psyko-somatiske fænomener, som de tidligere ikke ville se i øjnene, og at der er psykiske fænomener, som synes at bringe sygdom og helbredelse uden om det somatisk forklarlige.
Dertil kommer, at der nu er mange læger, der er begyndt at reorientere sig, men nogle af disse læger er gået helt til den modsatte yderlighed og accepterer kritikløst hvad som helst, som synes at have en eller anden alternativ virkning.
Tilsvarende er der dele af befolkningen, som i protest mod den traditionelle reduktionisme hos lægestanden udvikler en modsat reduktionisme, idet de sværger til og dyrker alle slags helbredelsesmetoder, blot de ikke er accepteret af lægerne og har med fysik og kemi at bestille! En sådan reduktionisme kaldes endog "holisme"! Men holisme betyder "helhedsholdning", og ret beset må sand holisme vende sig mod begge former for reduktionisme.
Der er også relativt mange læger inden for "systemet", som allierer sig med healere uden for systemet, "alternative helbredere", som de kaldes, idet man på den måde håber at få en ægte holisme frem. Men der er ikke helhed i sigte på den måde. To halvheder giver nemlig ikke helhed.
Menneskets indre sundhedsvæsen
AIDS har lært menneskeheden, at vi normalt har et immunsystem, der fungerer aktivt Ð uden vores vidende Ð for at holde os raske og i live. Det fungerer af sig selv, autonomt, men er påvirkeligt i både god og dårlig retning. AIDS kan direkte nedbryde dette system, så vi bliver ubeskyttede mod sundhedsfarlige påvirkninger. Men der er andre måder, hvorved vi kan svække vort selvforsvar. Megen forskning fremover vil dreje sig om at lokalisere sådanne negative påvirkninger af vort helbredelsessystem.
At det findes, betyder imidlertid, at vi forud for al tale om helbredelse må være opmærksomme på, at udefrakommende former for helbredelse kun kan være helbredende, hvis de fremmer vort eget indre helbredelsessystem. Ethvert indgreb udefra og enhver påvirkning udefra, uanset om den i første omgang har gode virkninger, er i længden farlig, hvis der er tale om indgreb og påvirkninger, der ikke spiller med i vort eget helbredelsessystems indre mønster.
Der er meget, der tyder på, at vort immunsystem er påvirkeligt af psykiske faktorer. Et lykkeligt menneske er mindre modtageligt for sygdomme end et ulykkeligt, og det kan skyldes, at lykke og ulykke direkte påvirker vort immunforsvar. På samme måde og i sammenhæng dermed er spørgsmålet om mening i tilværelsen nært forbundet med sundhed og sygdom. Hvis livet forekommer meningsløst, bliver vi meget sårbare for sygdomme. Men hvis et menneske har mening i sit liv, kan det udsætte sig for det utrolige og overleve, mens et menneske uden mening kan bukke under for selv små angreb udefra.
Det er derfor meget let at forstå, at religiøse forhold påvirker menneskers sundhed og sygdom. Man kan blive både sund og syg af religion. Det afhænger helt af, hvad det er for en religion. Igen er det rimeligt at forstå denne kendsgerning udfra menneskets immunsystem. For den, der følger en religion, der samarbejder med vort eget indre sundhedsvæsen, vil religion være et sundhedstegn og en sundhedsfaktor. Men en religion, der vender sig mod menneskelivets biologiske realiteter og forsager dem, eventuelt blot ved at mistænkeliggøre dem, vil være en skadelig og sundhedsfarlig religion.
Dette er uafhængigt af, om den pågældende religion forstår sig selv som en helbredende faktor eller ej. Sammenhængen gælder al religion, også de religionsformer, der ikke vil vide af, at de har en helbredende tjeneste. Også de virker enten helbredende eller sygdomsfremkaldende.
Sammenfattende kan vi konkludere, at al forsvarlig lægekunst og al forsvarlig religion består i et samarbejde med naturens egne selvhelbredende funktioner. Det er derfor oplagt nødvendigt, at vi forstår og fremmer sammenhængen mellem terapeutisk religion og religiøs terapi.
Terapeutisk religion, religiøs terapi
Enhver praktiserende læge ved, hvad enhver praktiserende præst burde vide, at helbredelse og healing og heling er et spørgsmål om tro. Problemet er ikke, om troen virker med i helbredelsen. Problemet er, hvilken tro virker hvordan?
Dette betyder naturligvis ikke, at troen er den eneste faktor i helbredelse, men den indgår som en konstitutiv faktor sammen med andre faktorer, også sammen med kemiske og fysiske processer. Disse er ikke blinde processer, men finder sted i forhold til en række psykisk-mentale og åndeligt-religiøse faktorer.
Der kan næppe være tvivl om, at helbredelse af kræft ved hjælp af mistelten-ekstrakt virker, når det sker i en antroposofisk kontekst og med en Rudolf Steinersk autoritet i ryggen og at den er uden virkning, når den afprøves på Finsen-instituttet.
Placebo-effekten (populært kaldet "kalk-tablet virkningen") er velkendt, for kroppen følger uden større tøven sine egne indbildninger. Men hvad er det, der sker i en sådan fiktiv helbredelsesproces? Vi ved noget, men ikke ret meget derom.
Vi ved, at lægekunst rundt om i verden har været og ofte stadig er forbundet med religiøse forudsætninger og ofte fungerer som en del af religionerne. Der kan være gode grunde for at hævde, at religionerne af væsen er helbredelsessystemer, vel at mærke så længe religionerne er levende og fungerende størrelser, der kommer mennesker ved.
En usund spaltning
I kristenheden har en sækulariseringsproces fundet sted de sidste hundrede år, hvorved også helbredelsens funktion er blevet skilt fra kirkerne. Dette er måske en af årsagerne til, at både kirker og helbredelsessystemer er i krise i den gamle kristenhed. Det er i hvert fald en kendsgerning, at kirkerne praktisk taget overalt, hvor de lever aktivt og overbevisende for mennesker, også er udtryk for "den helbredende tjeneste".
Hos os i Vesten, hvor man ikke kalder en spade for en spade, men fortrænger medicinens religiøse forudsætninger, er sundhedsvæsenet i krise. "Den vestlige syge", hvor mennesker er spaltet i en materialistisk og en spiritualistisk del, gør helhedspræget helbredelsesaktivitet suspekt, uvidenskabelig, ukristelig ... alt efter miljøet.
Derfor bliver troshelbredelse nødt til at fungere på egne vilkår. Det giver svindlere bevidste eller mindre bevidste svindlere frit spil. Mens normal kost er underlagt strenge krav fra det offentlige, er sundhedskost næsten uden kontrol. Mens normale læger har disciplin og tilsyn, har private healere ingen grænser for deres virksomhed. Det er jo patienternes eget ansvar, mener man.
Men patienterne kan netop ikke overskue situationen. Derfor bliver de lette ofre for folk, der spekulerer i deres svaghed. Og nogle af de nyreligiøse bevægelser benytter sig af situationen og slår sig op på alternativ helbredelse.
Det er nødvendigt at tænke helt om. Vi er kørt fast i håbløse alternativer, og det gælder både i samfund og kirke.
I de sidste tiår er det blevet mere og mere tydeligt, at den konsekvente adskillelse mellem helbredelse og religion ikke kan gennemføres, heller ikke i Vesten, den tidligere kristenhed. I det vakuum, der er opstået ved sækulariseringen af moderne lægekunst, er der nu opstået en omfattende religiøs terapi og healing.
Kun i ringe omfang stammer denne helbredelsesbevægelse fra kristne forudsætninger. Der findes dog kristne healere og terapeuter, men de er undtagelsen fra regelen, der går ud på, at healing og terapi har orientalske forudsætninger, specielt hinduistiske og buddhistiske forudsætninger.
I denne situation er både læger og præster fra det gamle system kommet i klemme. De er blevet stadig bedre til at acceptere hinanden, hvad samarbejdet mellem læger og præster rundt om i landet viser, og dette samarbejde hænger blandt andet sammen med den fælles problematik, begge står i over for de "alternative" og deres orientalske forudsætninger.
Helbredelse, healing og kristen tro
Det er en kendsgerning, at religionerne til alle tider har været klar over sammenhængen mellem religion og helbredelse og i stort omfang har udnyttet denne sammenhæng til at fremme deres egen sag. I mange situationer er der naturligvis tale om en helbredelsesindsats, der direkte skyldes medlidenhed med de syge, men i andre situationer står helbredelsesaktiviteten i religionens tjeneste som et "missionsmiddel".
Vi må naturligvis bedømme en religiøs helbredelsesaktivitet meget forskelligt, alt eftersom den forekommer os at tjene de syge eller religionen selv. De to ting udelukker ikke altid hinanden, men de modarbejder utvivlsomt i stort omfang hinanden. Hvad gavner det et menneske, hvis det bliver kropsligt rask, men tager skade på sin sjæl? Der er religiøse helbredelser, der koster de syge alt, hvad de ejer, også deres sjælelige sundhed og ægthed.
Det er derfor ikke noget argument for at anbefale den eller hin healingmetode, at "den virker". Den kan virke "ad helvede til". Den samme helbredelseshandling kan stå i helt forskellige kræfters tjeneste.
Det er derfor meget vigtigt at vide hvilke kræfter, det drejer sig om. Ingen vil ønske at blive helbredt af ondskabens kræfter, men det kan lade sig gøre. En ægte helbredelse må ske ud fra kræfter, der tjener godheden; den må altså ske "i Guds navn".
Men der er så mange guddommeligheder, der gør sig gældende. Det er derfor vigtigt, at også Guds navn dechifreres, hvad helbrederne i Det nye Testamente lægger vægt på, når de understreger, at helbredelserne sker "i Jesu navn".
Denne omstændighed er helt afgørende. Det er grunden til, at Jesus blev så vred, da farisæerne beskyldte ham for at helbrede og uddrive onde Ånder i Beelzebuls navn (Mathæusevangeliet kapitel 12 vers 24).
En helbredelse er kun ægte og varig, hvis den sker i Guds navn og ved Guds Ånd, og sker den sådan, så er Guds riges komme forbundet med helbredelsen (vers 28). At påstå det modsatte er at bespotte Helligånden, som farisæerne gjorde det, da de benægtede, at Jesus handlede i Guds navn og ved Guds Ånd (Mathæusevangeliet kapitel 25 vers 31).
På dette punkt er der ren eksklusivitet:
"Den, som ikke er med mig, er imod mig. Og den, som ikke samler med mig, spreder," siger Jesus om forholdet til sig selv som den, der uddriver onde Ånder ved Guds finger, så Gudsriget kommer (Lukasevangeliet kapitel 11 vers 20f).
Men det betyder ikke, at det kun er "kirkens" egen helbredsaktivitet, der er gyldig. Uanset om helbredere "slutter sig til os", udviser Jesus en klar inklusivitet, vel at mærke når helbredelserne sker i Jesu navn. "For den som ikke er imod jer, er for jer" (Lukasevangeliet kapitel 9 vers 49).
Ved denne forskellige holdning viser Jesus os klart, hvad det drejer sig om. Helbredelse skal ikke bruges for at få mennesker til at "slutte sig til os". Helbredelser er på den anden side ikke uden videre af det gode. Kun når de sker i Guds navn og det vil sige i Jesu navn.
Helbredelse, healing og Folkekirken
Den nye danske medicinaldirektør sagde kort efter sin tiltrædelse til aviserne, at han ikke havde noget at gøre med alternativ medicin og alternativ helbredelse, for den slags "havde med tro at gøre," og tro hørte under Kirkeministeriet, som han ikke var ansat under. Meningen var altså, at Sundhedsministeriet ikke har med menneskers tro at bestille.
Mere monumentalt kan krisen ikke manifesteres! Landets ledende ekspert på sundhedsvæsenets område røber en alarmerende mangel på viden om forholdet mellem sundhed og sygdom. Dette forhold har efter hans mening ikke noget med tro at gøre.
Desværre bliver forvirringen måske endnu større, for Kirkeministeriet vil sikkert understrege, at det heller ikke har noget med tro at gøre. Det vil måske henvise spørgsmålet til biskopperne.
Desværre vil biskopperne muligvis øge forvirringen yderligere, i hvert fald hvis man skal slutte udfra de sager om "helbredende præster", der hidtil har været. De biskopper, der hidtil har formuleret sig, har præciseret, at helbredelsesaktiviteter ikke har noget at gøre i Folkekirken, og at de præster, der har en anden holdning, heller ikke har noget at gøre i Folkekirken.
Det er derfor ikke underligt, hvis folk, der erkender, at helbredelse er en nødvendig del af en kirkes liv, konkluderer, at de heller ikke har noget at gøre i Folkekirken.
Kristen helbredelse og terapi foregår derfor først og fremmest i katolsk og frikirkelig sammenhæng, hvor det især er karismatisk inspirerede fænomener, der markerer sig, hvorved modsætningen til de traditionelle kirker ofte markeres.
Lægemission
Den danske Folkekirke og helbredelse er således helt adskilte. Der er dog én meget vigtig undtagelse fra denne regel. Missionsselskaberne, også de folkekirkelige, har den helbredende tjeneste som en del af deres mission og som den mest selvfølgelige side af deres arbejde. Lægemission, som især omfatter sygeplejere og sygeplejersker, har været og er stadig en meget vigtig del af den kristne verdensmission.
Lægemission er imidlertid ikke den eneste form for helbredelse, vore missionsselskaber kender til. De har næsten alle erfaringer med troshelbredelser og dæmonuddrivelser. Det er en side af selskabernes arbejde, som er meget lidt undersøgt, og en kortlægning og analyse af denne form for mission burde foretages så hurtigt som muligt.
Vi står i den selvmodsigende situation, at Folkekirken gennem nogle af sine biskopper hindrer præster i at gøre, hvad vore missionærer gør uden modsigelse. Bibelsk vurderet er det naturligvis missionærerne, der står på fast grund, da deres erfaringer med helbredelse i betydeligt omfang stemmer med den bibelske praksis. Men hvad betyder det så for folkekirkens selvforståelse? Specielt når nogle ikke-kristne nyreligiøse bevægelser synes at praktisere en form for healing, der ikke er langt fra de kristne missionærers helbredelse ved bøn og håndspålæggelse?
"Læge, læg dig selv!"
Der er her et alvorligt problem, som ikke kan fortrænges meget længere. Der er en klar sammenhæng mellem halvtomme kirker og propfyldte sygehuse!
Det er omvendt en kendsgerning, at kirkens mission og vækst er stærkt præget af kirkens forhold til helbredelse. Det gælder i Afrika, det gælder i Kina, men det gælder også i den gamle kristne verden. Kirken vokser og trives, når den har et sundt og sandt forhold til helbredelse som et totalperspektiv.
Den vigtigste kommentar til den foreliggende situation er den bibelske: "Læge, læg dig selv". Spørgsmålet om helbredelse er først og sidst et spørgsmål til kirken selv. Skal kirken og i denne sammenhæng helt konkret Den danske Folkekirke udøve the healing ministry, helbredelsens tjeneste, må den begynde med at se i øjnene, at dens fællesskab og dens tjenester selv trænger til helbredelse.
Dette skal ikke forstås, som om kirken kun kan udøve helbredelsens tjeneste, hvis den er kernesund og frisk. Den skal ikke udskyde sin helbredende tjeneste, til den selv er sluppet af med al skrøbelighed og sygdom.
Det er nu engang ikke dens egne helbredende evner, det drejer sig om, men dens Herres. Kirken er selv med i helbredelsens tjeneste som patient, som the wounded healer, der ikke står uden for, men selv er en del af processen.
Kirken skal ikke først helbrede sig selv med gerningsretfærdighed, før den kan helbrede andre. Den er selv både syg og rask, syndig og hellig på samme tid. Det er netop grunden til, at kirken kan være solidarisk med alle syge syndere, der behøver helbredelse og tilgivelse.
Orientalsk healing
Men det er ikke de kristne alternative former for heling, der dominerer situationen i dag. De fleste former for healing har orientalske forudsætninger, især fra Indien, Tibet og Kina, men også fra Japan.
Jeg har beskrevet disse fænomener ret grundigt i tre artikler i Den Nye Dialog, Årgang 1987 nr. 27, 28 og 29 under overskrifterne Healing og terapi, Kosmologien bag healing og Okkult kropsbevidsthed.
Gennem tiderne har vi set talløse eksempler på religionernes helbredende indsats. Buddhismen, der ofte regnes for at være filosofi mere end religion, er i virkeligheden først og fremmest terapi. Buddhismen forstås bedst som en helbredende og terapeutisk bevægelse, der sigter mod at lære mennesker vejen ud af lidelse og smerte. "Medfølelse" er en buddhistisk hovedsag.
Buddhistisk meditation er øvelser i at undlade at reagere på sanseindtryk, så man opnår sindsligevægt og uanfægtbarhed over for livets uundgåelige traumer. På den måde undgår man lidelse og bevarer sindsligevægten.
I den mytologiske buddhisme er der talrige eksempler på helbredende buddha'er og bodhisatva'er, og de tiltrækker mennesker i massevis. Vi kan ikke præsentere alle disse guddommelige healere, men nogle få repræsentanter bør introduceres:
I Japan er Yakushi Nyorai et klassisk udtryk for en sådan healer-Buddha, der på kinesisk kaldes Joshi-Fo eller Yeuk See Fat, og som er kendt i de sydasiatiske lande under lignende navne.
Omtrent lige så centralt placeret er Bhaishajyaguru, der med sin frugt eller medicinske plante signalerer helbredelse til de troende. Denne "medicinmester" indgår i en komposition af "otte medicinbuddhaer" med Gautama Buddha i midten, hvor hans helbredende urter er centrum for hele opstillingen.
Fra Indien og Kina
Hinduismens centrale forståelse af helbredelse findes i teksten Ayurveda. Denne mærkelige tekst er en blanding af magi og yoga og forskellige hinduistiske grundtanker. Den fik tidligt grundlæggende betydning for lægekunsten i Asien, blandt andet i Tibet.
Ayurveda kommer nu til os gennem talrige kanaler, dels gennem tibetansk medicin i den tibetanske buddhismes forskellige traditioner, dels gennem for eksempel Transcendental Meditation, hvis populariserede hindu-yoga netop gør sig gældende gennem ayurvediske tilbud om helbredelse og sundhed.
Kinesisk medicin har en del til fælles med indiske og tibetanske healertraditioner, men præges for eksempel især af den stadige søgen efter balance mellem yin og yang. Hvor disse to poler krydses, findes akupunkturpunkterne, og når disse punkter forbindes p en særlig måde, finder man meridianerne.
Det er karakteristisk for disse orientalske healingsystemer, at de er a-historiske. De er udtryk for erfaringer, der er gjort for 2500 til 3000 År siden, og de har tilsyneladende ikke ændret sig meget. Udviklingen gik nemlig i stå på det tidspunkt, hvor disse erfaringer blev til skrift.
Disse helbredelsessystemer sker derfor i egentligste forstand "efter bogen", det vil sige efter forskrifter og opskrifter, der har alderens tyngde, men ikke er tilpasset det, der er sket siden.
Det giver disse metoder en mytologisk aura, som sikkert er medvirkende til deres tiltrækning på moderne mennesker, der er trætte af at være moderne.
Øst og Vest
Den vestlige lægekunst derimod har været i stadig udvikling og er det endnu. Samtidig er den blevet næsten uoverskuelig selv for læger. Patienterne føler sig meget fremmede for al den lærdom og al den videnskabelighed, som gør dem utrygge ved deres læge, mens de føler sig trygge og mener at kunne forstå den alternative healer, der bruger enkle og ældgamle magiske teknikker fra orientalske traditioner.
Med hensyn til forholdet mellem østlig og vestlig medicin må man på forhånd forudsætte en betydelig grad af lighed og gensidig anvendelighed, da mennesker nu engang har nogenlunde samme krop og samme sygdomsmuligheder. Derfor må menneskelige erfaringer om helbredelse være vigtige, uden hensyn til deres oprindelse.
Dette gælder især med hensyn til plantemedicinske erfaringer. Der er ganske vist store forskelle med hensyn til de planter, der findes i for eksempel Tibet og Danmark. Hvis de økologiske forskelle har betydning for helbredelsen, kan dette også medvirke til, at plantemedicin ikke uden videre er universel. Også teknikkerne til bearbejdelse af planter er naturligvis kulturelt forskellige. For eksempel er det karakteristisk for ayurvedisk medicin, at planterne som helhed anvendes som råstof. De males til pulver med blomster, stængel, blade og rod. Det gør man ikke de fleste andre steder i verden.
Man må også kunne regne med en vis universalitet, når det drejer sig om massage. I Ayurveda drejer det sig helt overvejende om massage med olier, og olier laves især af planter. Massagen bestemmes naturligvis ud fra kroppens særpræg, og menneskers kroppe varierer ikke meget fra område til område, fra kultur til kultur. Derimod varierer kropsforståelse og kropsbevidsthed meget, da disse holdninger er stærkt prægede af de religiøse forudsætninger, som gælder for de pågældende patienter og helbredere.
Når det kommer til psykiske og mentale sygdomme, er der tale om meget afgørende forskelle mellem de forskellige typer medicin, og de tilsvarende former for terapi og healing varierer tilsvarende. Her kommer det virkeligt spændende spørgsmål frem med fuld kraft: Har mennesker fra forskellige kulturer overhovedet samme forståelse for sygdom og helbredelse? Kan en blanding af de forskellige former for forståelse og holdninger undgå at medvirke til at skabe psykiske og mentale sammenbrud eller helt opløse meningsfuldheden i de herskende symboliseringer, som skaber den menneskelige kultur?
New Age healing og terapi
Siden begyndelsen af tresserne har man sammenfattet vigtige dele af de nyreligiøse bevægelser under fællesbetegnelsen New Age.
Det er afgørende for denne New Age forståelse, at healing og terapi er uundværlige dele af menneskehedens "spiritualitet", et ord man foretrækker for "religiøsitet". Man kan ikke acceptere en spiritualitet, der ikke også er terapeutisk. Dette perspektiv kalder man holistisk, idet man afviser alle opdelinger af tilværelsen og mennesket i dobbeltheden sjæl og legeme.
I alle de mange forvirrede og meningsløse formuleringer, som New Age bevægelserne bruger, kan man ikke og bør man ikke undgå at høre et afgørende anliggende, som jeg i det foregående har vist, at vi behøver at tage alvorligt.
Det drejer sig om sammenhæng og helhed i tilværelsen, kort sagt om mening. Når meningen er gået tabt, er alt tabt, ja, så er alt fortabelse. "New Age meningen" er ikke selv meningsfuld, men den peger på menneskers desperate behov for religiøsitet og spiritualitet, der kan give livet mening.
Det drejer sig især om behovet for en forståelig og relevant kosmologi. De kristne kirker har i mangt og meget opgivet de kosmologiske projekter og har samlet sig om soteriologien alene. Men det kan man ikke. Uden en lære om verden (kosmologi) kan læren om frelsen (soteriologi) ikke formidles. Det viser kendsgerningerne klart.
En fornyet optagethed af helbredelsens tjeneste i menighederne kan sikkert kun opstå, hvis menighederne lærer at tage den nu dominerende New Age terapi og healing alvorligt uden af den grund at tage den højtideligt. Den stiller os nogle afgørende spørgsmål, og uanset at de svar, New Age giver, generelt er forkerte, er spørgsmålene stadig gode.
Måske New Age kan være med til at provokere de kristne kirker gennem disse rigtige spørgsmål, så de kommer til nybesindelse på deres helbredende opgaver. Men det forudsætter, at kirkerne først erkender, at der findes sådanne opgaver.