Religions grundlæggelse og udvikling
Religionen er opstået i Punjab i Nordindien og tager udgangspunkt i Guru Nanaks lære (1469-1539). Guru Nanak var sikhismen første vejleder.
Guru Nanak, mente, at religion skulle dyrkes i det indre. Derfor talte han imod billeddyrkelse, ofringer, bodsøvelser, askese og pilgrimsfærd. Derudover talte han imod det hinduistiske kastesystem, da han mente, at alle var lige for Gud.
Guru Nanak tog afstand fra tidens og samfundets tro på ritualer. Han og de ni efterfølgende guruer hyldede i stedet spiritualitet kombineret med en aktiv og verdslig deltagelse i samfundet som den rette tro og levevis.
Efter ham fulgte en række på ni guruer, der alle var med til at forme religionen.
Den fjerde guru, Guru Ram Das, grundlagde sikhernes helligby, Amritsar.
Den tiende og sidste guru, Guru Gobind Singh (1666-1708), afsluttede efter eget udsagn rækken af guruer, og indsatte i stedet sikhernes hellige bog, Adi Granth. Denne bog er nu sikhernes øverste åndelige vejleder.
Adi Granth eller Guru Granth Sahib
Sikhernes hellige bog, vejleder-bogen kaldes Adi Granth eller Guru Granth Sahib. Den blev samlet og autoriseret af Guru Arjun i 1604 og fuldendt af Guru Gobind Singh, den 10. og sidste guru.
Bogen indeholder stifteren Guru Nanaks og flere af de andre efterfølgende guruers hymner og sange. Der er i alt omkring 6000 hymner og sange i bogen, der kan benyttes til bøn. Bogen æres, da man anser dens indhold som åbenbaringer til de tidligere guruer. Bogen er centrum for sikhernes gudstjeneste og religionens eneste hellige genstand (sikherne er imod enhver form for billeddyrkelse).
Religionen defineres
For at klargøre religionens hovedtræk i en kort og præcis form, nedsatte sikherne en komité i 1925 med dette formål. Beskrivelsen lå færdig i 1945, og her defineres en sikh, som en person, der tror på én Gud og de ti Guruers lærdom som bevaret i den elvte Guru, sikhernes hellige bog Guru Granth Sahib som ikke har en anden religion, og som tror på det at tage Amrit, sikhernes dåb.
Ifølge komitéen er det vigtigt, at en sikh dagligt studerer de hellige skrifter og mediterer over Gud, lever ifølge guruernes lære samt tjener fællesskabet.
Indvielse til khalsabroderskabet
I 1699 indførte den tiende guru broderskabet Khalsa. Både piger og drenge kan blive en del af broderskabet, som sikherne indvies til gennem et indvielsesritual.
Indvielsesritualet er individuelt og foretages omkring 14-15 års alderen, normalt i det lokale tempel. Efter indvielsen får alle mænd og kvinder det samme efternavn, henholdsvis Singh (løve) for mænd og Kaur (prinsesse) for kvinder.
Indvielsen til broderskabet kan betegnes som en dåb.
Under ritualet skal den enkelte fortælle om de grundlæggende principper i Khalsaen og som afslutning sige: "Khalsaen er af Gud, og sejren er til Gud" for at understrege, at Khalsaen er indstiftet af Gud, og at den fysiske og psykiske kamp, man fører i Khalsaens navn, er en tilbedelse af Gud. Herefter bliver personen barn af Gobind Singh og hans hustru Mata Saur Kaur. Således understreges enheden i tid.
Først ved indvielsen bliver sikhen et fuldgyldigt medlem af religionen med de forpligtelser, det medfører: Drengene skal forsvare religionen både åndeligt og fysisk, pigerne skal som voksne stå deres mænd bi og opdrage deres børn i den rette tro.
Khalsa betyder "de rene". Broderskabet markerer et fællesskab af sikher, der igennem et indvielsesritual understreger deres ønske om et religiøst og socialt tilhørsforhold til det sikhistiske samfund.
Ved dåben eller indvielsen til Khalsabroderskabet overgiver sikhen sin person til Gud og vælger at leve et disciplineret liv. Indvielsen ses som et middel til at holde et højt spirituelt og etisk niveau i dagligdagen, da det forpligter sikhen til at arbejde for at det bedste for alle mennesker og kæmpe for fred og mod uretfærdighed.
Dåben ses ligeledes som en måde, hvorpå sikhen kan vise sin betingelsesløse kærlighed til Gud på.
De 5 Ker
Et af sikhernes særkende er de 5 Ker:
Kesh, uklippet hår
Kara, et stålarmbånd
Kangha, en kam
Kashaira, shorts
Kirpan, en daggert
De fem kendetegn markerer en religiøs og social binding til religionen. Derudover har de enkelte tegn sin egen symbolik. Læs her.
De ikke-døbte sikher forventes som et minimum at overholde de to første, mens de døbte skal overholde alle. Daggerten er kun forbeholdt de døbte sikher. De døbte sikher skal desuden holde gudstjeneste bestående af fem hymner tre gange dagligt: morgen, aften og før sengetid.
Sikhernes turban er et krav til de mandlige medlemmer og er forbundet med kravet om, at sikherne ikke må klippe deres hår. Kvinderne kan vælge at bære en turban, men dette er ikke et krav.
Leveregler
Udover de 5 Ker har sikherne andre etiske leveregler. For alle sikher gælder det, at ethvert rusmiddel, utroskab samt at spise kød tilberedt efter de muslimske halal-skikke er forbudt.
Kvinder
Foran Gud anser sikherne alle lige - dette gælder også sikhkvinder.
Kvinden har samme ret til at udvikle sig spirituelt, til at deltage i religiøse forsamlinger og til at deltage i og udføre religiøse ceremonier som mænd.
Til forskel fra islam, er det forbudt for sikhkvinder at gå med slør. At gå i uanstændigt tøj betragtes som vanærende.
Ægteskab
Ægteskabet er ifølge sikhisme en hellig sammenslutning, som noget naturligt og ideelt. Derfor går sikhisme heller ikke ind for cølibat. Det er forbudt for gommen at forlange medgift i forbindelse med ægteskab.
Sikhernes templer, Gurdwaraer
Et sikhtempel kaldes gurdwara. I enhvert tempel finder man Adi Granth, som bruges til bøn og den daglige gudstjeneste, i hovedrummet.
Derudover finder man altid et orange flag ved templet. Flaget er et symbol på frihed for sikherne og ses som et tegn på khalsafællesskabet.
Alle sikher kan lede bønnen og foretage gudstjenesten og enhver, uanset kaste, tro eller kultur, kan besøge sikhernes tempel.
Fællesskabet
Fællesskabstanken har en central plads i sikhismen. Et sted, hvor fællesskabet kommer til udtryk, er for eksempel ved fællesspisningen efter gudstjenesten, hvor alle uafhængigt af stand eller status spiser sammen. Et andet meget tydeligt tegn på fællesskabets betydning er Khalsabroderskabet.
Frelse
Sikherne tror på reinkarnation. Frelse vil for en sikh være, at bryde ud af cirklen af genfødsler og i stedet smelte sammen med Gud en frelse, som sikherne ser som Guds nåde. Dette er meget inspireret af hinduismens bhakti-bevægelse
Alle mennesker uanset race, køn eller religion kan opnå frelse, ifølge sikhismen. Vejen til frelse er ved betingelsesløst at kaste sin kærlighed på Gud og ved at udføre handlinger, der gavner samfundet.
At blive døbt og derved forpligtige sig på at overholde de 5 Ker hjælper sikhen på vej mod frelsen, da disciplinen og den spirituelle udvikling har øges.
Også meditation er et vigtigt skridt på vejen mod frelse. Meditation er vejen til erkendelse af Guds væsen, og under meditation vil Gud vise sig i det lydhøre menneskes indre. Herved kan menneskets sjæl frigøre sig fra denne verden og indgå i en forening med Gud.
Døden
Sikherne tror på, at sjælen er udødelig. Når den menneskelige krop dør, genforenes sjælen med Gud. På den måde ses døden som en mulighed i stedet for noget negativt.
I lighed med hinduismen kremeres sikher ofte, når de dør. Jordfæstelse er dog ikke forbudt.
Punjab
Den indiske delstat Punjab har stor betydning for sikherne. Her findes stort set alle deres helligdomme, eksempelvis Det Gyldne Tempel i byen Amritsar, og her har hele religionens historie udspillet sig.
Mange sikher har et ønske om Punjab som deres selvstændige stat, men Indien er tilbageholdende med at imødegå dette ønske. Denne konflikt mellem sikher og Indien medfører ofte uroligheder i områder.