Der siges og skrives desværre en masse sludder om meditation. Som volontør får man en chance for selv at finde ud af, om det virkelig er sandt, at al meditation er samme sag.

Hinduistisk yoga er dels raja-yoga, hvis formål er at isolere sjælen fra legemet i den forstand, at sjælen frigøres fra alle kroppens betingetheder, så den kan slippe fri som en fugl, der flyver bort fra sit bur.

Og hinduistisk yoga er dels hatha-yoga, hvis formål er at bearbejde kroppen, så den gennem yogiske øvelser bliver udødelig. Det er altså noget helt andet end raja-yoga, der sker gennem hatha-yoga, men de to forskellige systemer blandes ofte uhjælpeligt sammen.

Forskellen mellem de to former for yoga skyldes indflydelsen fra tantra, som dels hævder, at sjælevandringen (samsara) er samme virkelighed som frigørelsen fra sjælevandringen (moksha), dels hævder, at frigørelsen af samme årsag kan ske i løbet af dette ene liv, ja her og nu, hvis man bruger de tantriske hårde manipulationer, som netop udvikles i hatha-yoga.

Der findes buddhistiske former for yoga, hvor de hatha-yogiske teknikker bruges på næsten samme måde som i hinduistiske tantra. Den slags buddhistisk tantra er endda ret udbredt og opererer med samme kropsforestillinger og teknikker som inden for hinduismen (chakraer - i lidt reduceret form -, mantras, åndedrætsøvelser og manipulation med seksualiteten, kundalini).

Men i virkeligheden er dette ikke buddhisme, men hinduisme, der har overtaget dele af buddhismens meditationstradition. Den ægte buddhistiske meditation finder vi i Vipassana-traditionerne, der især kommer fra Burma, Thailand og Sri Lanka, men også læres i Indien og Nepal.

Vipassana vender sig helt klart imod både raja-yoga og hatha-yoga. Vipassana er ganske vist mindst lige så kropsfjendtlig som raja-yoga, idet man mediterer sig frem til at væmmes ved alle kropslige funktioner gennem meditation på "grimme billeder" af lig og udstillede skeletter, der skal gøre de mediterende dødsbevidste.

Men Vipassana er især afvisende overfor hatha-yogaen, fordi den sigter imod koncentration som indadvendt fiksering (enstase). Vipassanas eget mål er opmærksomhed, og en stor del af denne bevidst fremdrevne opmærksomhed drejer sig om ydre kropsprocesser i forbindelse med åndedrættet. Gennem opmærksomhed på åndedrættet - som det kommer og går - bliver man i stand til at erindre sig problemer fra nutid og fortid uden at reagere på dem. Koncentration og indadvendthed - som i yogaen - skader derfor opmærksomheden.

Zen-buddhistisk meditation kan bedst forstås som en videreudvikling af Vipassana. Det er derfor noget sludder at påstå, at zen er buddhistisk yoga. Buddhaen selv nåede gennem særdeles praktiske erfaringer frem til en afvisning af yogaens metoder. Han prøvede dem alle og forkastede dem til fordel for sin egen "gyldne mellemvej", som ikke medfører en forkastelse af livet, som yogaen i virkeligheden gør det.

Zen er netop båret af en opmærksomhed, som gennemskuer livets helt elementære karakter, en dyb mystik, som har fået store kunstneriske følger i japansk kultur.

Kristen Meditation har ikke noget at lære fra hinduistisk eller buddhistisk yoga. Derimod er der en del at lære fra Vipassana og Zen, selvom de heller ikke kan tilpasses den kristne skabelsesglæde og livsbekræftelse. De er trods alt knyttet til det isolerede enkeltmenneske, mens den kristne meditation og menighed hører tæt sammen.

Det er volontørernes store chance at få lov til at afprøve kristen meditation under hinduistiske og buddhistiske forhold, så de selv i praksis kan opleve forskellene og lære deraf.

Kristen meditation er først og sidst skabelsesmeditation, som gør os mere levende og virkelige. Jo mere vi som kristne går indad, jo mere går vi også udad, idet vi søger en helhed af bøn og arbejde, meditation og aktion.

Dialogcentret lægger stor vægt på, at volontørerne arbejder med kristen meditation som alternativ til yoga som hinduistisk meditation og Vipassana og Zen som buddhistisk meditation. DC arbejder med at udvikle en forsvarlig kristen meditation. Et foreløbigt resultat finder man i den lille bog Sans og Samling, fra Dialogcentrets Forlag, hvori Johannes Aagaard indleder en serie om kristen meditation.